Mediefag
Mediefag kan vælges på C og B-niveau som valgfag.
Faget beskæftiger sig med film og TV, og er både praktisk og teoretisk anlagt.
Når der arbejdes praktisk, lærer man at bruge kameraudstyret og redigeringsprogrammer til at producere korte film. Alt arbejde med filmproduktion foregår i grupper, som det også gør når der produceres film professionelt.
I det teoretiske arbejde arbejder man med filmgenrer og filmhistorie og med forskellige analysemetoder, når man skal forstå den måde film laves på. Man arbejder i dybden med de filmiske virkemidler, som også er en forberedelse af den praktiske filmproduktion. På den måde kommer der hele tiden en tæt sammenhæng mellem det teoretiske og det praktiske arbejde.
Vi studerer også TV-genrer og TV-historie og ser både på dokumentar- og fiktionsgenrer i nutidens TV. Til eksamen produceres der en kort film og man bliver også prøvet i det teoretiske stof. Man går til eksamen først med sin gruppe, hvor den eksamensfilm, man har produceret, er i centrum. Derefter bliver man prøvet enkeltvis i de teoretisk emner, man har gennemgået i undervisningen.
Mediefag findes på skolen som C-niveau og som B-niveau.
Læs meget mere om mediefag på EMU, Danmarks Undervisningsportal.