Biologi
På STX kan du have biologi på C, B og A-niveau
Det 21. århundrede er på flere måder biologiens århundrede.
Biologi er et fag hvor forskningen virkelig går stærkt. Hele tiden bombarderes vi med nye forskningsresultater, biologiske teknikker og problemstillinger; HPV vaccination, cancer, diabetes, fedme, ebola, forurening og ændrede økosystemer er blot nogle af de emner som vi skal forholde os til og tage stilling til. Det er vigtigt at kunne forstå biologien for at kunne tage stilling.
Biologi handler om os alle sammen og den verden vi lever i. Med en god faglig indsigt i biologiske emner, bliver det lettere at forholde sig til og forstå den verden vi lever, og hvordan vi selv fungerer og påvirker kloden.
Biologi er et fag som ikke står stille, men er i konstant udvikling. Det samme er biologiundervisningen, som er aktuel og relevant. Det er et fag, der lægges stor vægt på eksperimenter i laboratoriet, arbejde i naturen, ekskursioner til fx Zoologisk Have og Københavns Universitet.
På Stenhus Gymnasium kan vi tilbyde biologiundervisning i særklasse. Vi har moderne laboratorie faciliteter, mange spændende økosystemer tæt på skolen og adgang til et nyt højteknologisk testcenter til måling af bl.a. kondital og andre fysiologiske størrelser. Så er du nysgerrig på den verden du lever i og hvordan din krop fungerer, så har biologi en del af svaret.
Alle STX elever har biologi på C-niveau og kan i de fleste tilfælde opgradere til B og A-niveau.
Som noget nyt er biologi på A-niveau i kombination med kemi B og fysik C adgangsgivende til bl.a. biologi og medicin på universitetet.
Læs meget mere om biologi på EMU, Danmarks Undervisningsportal.