Sorg & krise

Handleplan for Stenhus Gymnasium i forbindelse med krise/sorgsituationer

Det er oplagt, at opståede krisesituationer ikke alle kan skæres over en og samme kam, hvorfor det er meget vanskeligt at opstille en fælles “afkrydsningsliste” for hvad der skal gøres og af hvem og hvornår. Derfor følgende meget overordnede og generelle liste, der i sidste ende fastlægger skolens ledelse, som den ansvarlige aktør.

I den konkrete situation er der naturligvis behov for en meget mere detaljeret og uddybet plan, herunder en “model” for, hvordan den enkelte lærer kan gå ind og håndtere den enkelte situation i klassen, med den enkelte, osv. Nedenfor er der derfor forsøgt opstillet en vejledning til, hvordan vi som skole kan/bør reagere/handle, når et dødsfald eller andet fremkaldt af sorg gør vores handlen påkrævet. Der er tale om generelle hensigter, der så vidt muligt bør følges, men konkrete omstændigheder kan naturligvis gøre det påkrævet at ændre i procedurerne.

En elev rammes af dødsfald hos nærtstående familiemedlem

Mange dødsfald kendes der desværre til på forhånd, fx fordi der er tale om en uhelbredelig kræftsygdom. Her vil eleven selv eller familien ofte henvende sig til skolen – rektor, team eller studievejleder – og her er det naturligvis vigtigt at få afklaret, hvad eleven/familien ønsker, at vi som skole gør her og nu. Som regel skal der gives besked til elevens lærere – enten via Lectio eller i form af et brev i lukket kuvert i postbakken, og det kan også være, at elevens klassekammerater skal orienteres. Det er vigtigt, at skolen opretholder kontakten til familien og giver returmeldinger om hvad den foretager sig – det forventer familien faktisk. Rektor, team og studievejleder aftaler i hver enkelt situation hvad der skal gøres fra skolens side og af hvem. Udover de praktiske opgaver med beskeder tilbydes eleven naturligvis samtaler med studievejlederen.

Når dødsfaldet er indtrådt og det kommer til skolens kendskab aftales det med eleven/familien, hvordan og hvornår klassekammerater skal orienteres. Uanset hvem, der først får kendskab til dødsfaldet, så er det vigtigt, at skolens ledelse orienteres hurtigst muligt, jf. procedure ovenfor.

Oftest vil det være studievejlederen/en teamlærer, der (evt. sammen med eleven selv) fortæller klassen om dødsfaldet. Informationen bør omfatte såvel tidspunkt som årsag, og i forbindelse med orienteringen skal der naturligvis gives tid til en snak i klassen. Det er forventeligt at nogle elever vil være meget berørt af dødsfaldet, mens andre slet ikke er. Snakken i klassen kan evt. tage udgangspunkt i spørgsmålene fra samtaleskitsen nedenfor.

En elev dør

Når skolen gøres bekendt med en elevs dødsfald etableres en “krisestab” hurtigst muligt, bestående af skolens ledelse, studievejlederen samt en eller flere af klassens teamlærere. Gruppen tager herefter stilling til hvad, der konkret skal gøres og af hvem:

• Klassekammerater underrettes hurtigst muligt. Fås beskeden om dødsfaldet udenfor skoletid, sker orienteringen via telefon til den enkelte elev, evt. familien, der så “pålægges” at give beskeden videre. Fås beskeden i skoletiden gives en samlet besked til klassen af en af ovennævnte personer.

Uanset hvornår beskeden gives til klassen er det vigtigt, at der efterfølgende gives tid og rum til at bearbejde de følelser, der følger. Her vil det være en god ide, om der kan være mange af klassens lærere til stede, så der kan snakkes i mindre grupper. Det vil ligeledes være vigtigt, at fastholde alle eleverne på skolen, så de har mulighed for at få snakket tingene igennem i stedet for evt. at komme hjem til et tomt hus.

• Elevens lærere orienteres ligeledes hurtigst muligt telefonisk eller ved et frikvartersmøde.
• Skolens ledelse kalder hele skolen sammen i fodbadet, hvor der gives besked om dødsfaldet. Afhængig af tidshorisonten kan meddelelsen suppleres med en kort mindetale, et minuts stilhed. en sang, eller lign. Efter samlingen går alle, inkl. lærerne, ud til deres klasser, hvor der efter behov tales om situationen.
• Der flages jf. almindelige flagregler – også på dagen for begravelse/bisættelse.
• Afhængig af hvad der foretages under pkt. 3 kan der senere afholdes en mindehøjtidelighed på skolen med mulighed for stille snak mellem lærere og elever på tværs af klasser.
• Skolen sender som minimum en officiel buket til begravelsen/bisættelsen. Endvidere gives såvel lærere som elever, der ønsker det, mulighed for at deltage ved denne.
• Det er vigtigt, at der i ugerne herefter gives mulighed for at tage en samtale i klassen om dødsfaldet, ligesom studievejlederen naturligvis står til rådighed for samtaler med den enkelte elev.

En lærer/ansat dør

Skolens ledelse sørger for at nedsætte en “krisestab” der forestår den videre information af lærere TAP-personale og elever. Proceduren ovenfor kan bruges for de relevante punkters vedkommende.

Anden type “sorg-fremkalder”

Sorg og krise kan naturligvis have mange andre årsager end dødsfald, og her vil det være naturligt at studievejlederen varetager hjælpen til eleven samt sørger for den nødvendige kontakt til såvel elevens familie, elevens lærere som skolens ledelse. Studievejlederen har også mulighed for at henvise eleven til professionel hjælp.

Sorgsamtaler i klassen

I forbindelse med samtaler om fx et dødsfald på klassen gælder følgende regler:

• Ingen fortæller udenfor klassen, hvad de har hørt andre sige i klassen om deres tanker, følelser, mv.
• Ingen må bagefter kritiseres negativt for hvad de har sagt eller deres måde at reagere på
• Det er ok at vise følelser som at blive vred, græde, etc.
• Hver enkelt kan kun tale for sig selv
• Det er i orden at lytte på og i øvrigt selv tie

Det må kunne forventes, at alle lærere almindeligvis vil kunne lede en samtale med elever, der på den ene eller anden måde er i krise. Det kræver i princippet ingen forkundskaber andet end almindelig medmenneskelig indsigt og erfaring samt naturligvis viljen til at yde medmenneskelig omsorg. Det må dog på den anden side også kunne accepteres, at enkelte af forskellige personlige grunde siger fra. Ingen må tvinges!

Begynd samtalen med nogle indledende spørgsmål som alle i princippet kan svare på:

• Hvor var du, da du hørte om dødsfaldet?
• Hvornår fik du det at vide?
• Hvordan fik du det at vide – fik du ordentlig besked?

Det kan være en god ide at tage en runde, hvor den enkelte elev får mulighed for at fortælle “sin egen historie”. Stil spørgsmål, hvor eleven kan svare i stil med

• det første jeg tænkte på, da jeg hørte om dødsfaldet, var …
• det værste ved det, der er sket, er …
• Jeg er mest ked af det når jeg tænker på …

Som afslutning på runden kan læreren evt. forsøge at lave en opsummering, hvor der dels påpeges ligheder i elevernes oplevelser/reaktioner, men hvor der samtidig gøres klart, at vores måde at opleve/reagere på er forskellig, ligesom der ikke er noget “rigtigt” og “forkert”. Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt at gøre eleverne klart, at deres oplevelser meget vel kan ændre sig senere hen, og at det derfor hele tiden er vigtigt at få sat ord på vrede, angst, selvbebrejdelser, og lign. Endelig vil det være fornuftigt at give eleverne råd om at bearbejde deres egen sorg, f. eks. gennem samtaler med forældre, søskende og kammerater, ved at deltage i begravelsen, ved at besøge den dødes familie og tale om den døde, ved at skrive dagbog, digte til den afdøde el. lign. Ligeledes kan man opfordre eleverne til selv at læse om hvad sorg er, og hvordan det påvirker mennesker. Her findes der meget brugbar litteratur.

Samtalen i klassen bør afslutningsvis munde ud i en snak om, hvad der skal gøres mht. begravelsen og tiden efter: hvad gør skolen/lærerne, er der nogen elever, der deltager, skal der sendes blomster til kirken og/eller den efterladte familie, hvad er passende påklædning, skal man også deltage i en efterfølgende gravøl, osv. Måske også læreren skal fortælle, hvordan en begravelse/bisættelse foregår. Er der nogen der besøger gravstedet og familien? Er der nogen der besøger dødsstedet (f.eks. ved et trafikdrab)?, osv. osv.

I håb om at ovenstående kan sikre, at alle, der rammes af sorg på skolen, kan få en god og medmenneskelig behandling.