Handel og erhverv
Fagpakken består af matematik B & erhvervsøkonomi C.
Er du interesseret i, hvordan virksomheder træffer beslutninger, og kunne du forestille dig at arbejde med salg, indkøb eller markedsføring i en privat virksomhed eller måske starte din egen? Med fagpakken Handel og erhverv får du et erhvervsrettet fokus med din HF.
Fagpakken Handel og erhverv er til dig, der er nysgerrig på erhvervslivet og har lyst til at arbejde med strategi, markedsføring, regnskab og ledelse. I fagpakken arbejder du med problemstillinger som: Hvilke strategier kan virksomheder bruge til at konkurrere med andre på markedet? Hvordan kan man bruge sociale medier til at markedsføre produkter? Hvordan kan man som leder motivere sine medarbejdere? Og hvordan fastsætter man den helt rigtige pris på et produkt?
De to centrale fag i fagpakken er erhvervsøkonomi og matematik. I erhvervsøkonomi arbejder du case-orienteret. Det vil sige, at du bruger erhvervsøkonomiske teorier og modeller til at forstå og forudsige, hvorfor nogle virksomheder klarer sig bedre end andre. Du lærer i matematik blandt andet at opstille matematiske modeller, som du kan bruge til at undersøge virksomheders økonomi, og du opnår kompetencer i at bruge værktøjet Excel, som anvendes i mange virksomheder. I fagpakken arbejder erhvervsøkonomi og matematik sammen i en række tværfaglige undervisningsforløb omkring emner som handel og virksomhedens regnskab og drift.
Undervisningen i fagpakken lægger vægt på at kombinere teori med praktisk arbejde. Som en del af undervisningen kommer du derfor på besøg både hos små start-up virksomheder og hos store, etablerede virksomheder. Erhvervsfolk kommer også ud til skolen og holder oplæg, og du skal selv deltage i en case-konkurrence, hvor et panel vurderer din egen forretningsidé.
Se på Adgangskortet.dk hvilke uddannelser denne fagpakke giver adgang til.