Studieture
Studieture er ofte et højdepunkt for eleverne – af både sociale og faglige grunde
På Stenhus Gymnasium rejser eleverne som udgangspunkt på én studietur til udlandet i løbet af deres uddannelse. Studieturen ligger i efteråret i 3.g eller 2.hf. Stenhus Gymnasium lægger vægt på bæredygtige rejser, så derfor foregår studieturene med bus eller tog.
Fagligt indhold
Studieturene giver klasserne mulighed for at udforske faglige problemstillinger i de allermest relevante miljøer. Studieturene på Stenhus Gymnasium har altid en faglig vinkel og studieturenes rejsemål er valgt under hensyn til det forventede faglige udbytte. Samtidig oplever de fleste klasser, at deres indbyrdes sociale forhold styrkes.
HF
På HF afholdes en studietur af cirka 5 dages varighed i 1hf og er en integreret del af faget KS. Rejsemålet er Berlin, hvor der er rige muligheder for at udforske emner af både samfundsmæssige og historiske dimensioner.
STX
På STX afholdes en studietur af cirka 5 dages varighed i 3g. Destinationerne er europæiske storbyer, hvor man kan opleve kultur, sprog og faglige besøg.
Program
Inden turen får eleverne et program for rejsen, hvor hotellets navn og kontaktoplysninger anføres, og hvor det beskrives hvilke aktiviteter, der er planlagt på rejsen.
Økonomi
Studieturene betales ved egenfinansiering. Turene må ikke koste mere end 4.000 kr for STX og 3.000 kr for HF. Dette beløb skal dække transportudgifter, entréer og morgenmad. Øvrige udgifter til mad og fornøjelser kommer ud over dette beløb.
Skulle man have svært ved at få råd til turen, kan man søge skolens rejsefond om penge til at dække en del af rejseudgiften. Ansøgningsfristen er normalt i april måned.
Regler
Skolen har ansvaret for studieturen, fra den starter til den slutter – og eleverne repræsenterer skolen under hele studieturen, også når de færdes på egen hånd. Eleverne rejser som samlet klasse på Stenhus Gymnasium. Derfor gælder skolens almindelige ordensregler også på studieturen, herunder at der ikke må indtages alkohol. Læs mere om reglerne i forbindelse med studieture.
Elever, der ikke deltager på studieturen, skal gå i skole, mens deres klasse rejser. Der vil bl.a. være forberedt opgaver, som eleven skal løse, og eleven kan evt. arbejde med manglende skriftlige opgaver.
Forsikring
Elever er ikke forsikringsmæssigt dækket af Stenhus Gymnasium under deres ophold på skolen. Ifølge gældende regler må institutionen ikke tegne forsikringer for de uddannelsessøgende.
Det betyder, at elever selv skal sørge for at være forsikringsmæssigt dækket på studieture. Læs mere om forsikringsforhold under Regler på studieture.