Psykologi
Psykologi er valgfag på C- og B-niveau på HF. Psykologi C indgår i fagpakkerne “Sundhed” og “Individ og samfund”.
Psykologi er menneskekundskab. Og som sådan repræsenterer psykologien en viden, som alle elever og kursister bringer med i skolen. Langt de fleste har en nysgerrighed efter at forøge denne viden om sig selv og om andre. Det er som aldrig før nødvendigt at kunne navigere hensigtsmæssigt i sociale sammenhæng, herunder arbejdsmæssige forhold; og i det hele taget i globaliseringen. Derfor er mange elever og kursister interesseret i faget psykologi.
Undervisning i psykologi
HF: Valgfag i 2HF på C- eller B-niveau
Den psykologi, der undervises i, er videnskaben psykologi, med sine rødder og metoder fra både det humanistiske, det samfundsfaglige, og naturvidenskabelige fakultet. Det er videnskaben om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig universelt og under givne omstændigheder.
Faglige mål
Psykologien skal primært beskæftige sig med det normalt fungerende menneske dvs. den sunde psyke. Du skal kunne forholde dig kritisk til centrale psykologiske teorier og kunne udvælge og anvende psykologisk viden på konkrete problemstillinger.
Du skal ligeledes kunne demonstrere kendskab til fagets forskningsmetoder og etiske problemstillinger i psykologisk forskning.
Eksamen
Eksamen er en mundtlig synopsis eksamen. Der udleveres en række tekster med psykologisk indhold i overensstemmelse med de temaer, du har arbejdet med i løbet af året. Du har så 24 timer til at udarbejde en problemformulering og besvare denne. Besvarelsen tager med evaluering 30 minutter. Den første tredjedel af tiden fremlægger du dine resultater, og den resterende tid er en uddybende samtale med lærer og censor.
Eksamen er individuel, men der er mulighed for gruppeforberedelse.
Læs meget mere om psykologi på EMU, Danmarks Undervisningsportal.